Gullestrup-sag: Borgerlige kræver stramninger efter voldtægt af 10-årig pige

Både Dansk Folkeparti og Venstre kræver stramninger af udvisningsreglerne, efter at procesbevillingsnævnet onsdag afviste at lade Højesteret afgøre spørgsmålet om udvisning i den såkaldte Gullestrup-sag.

I sagen blev en nu 18-årig somalier idømt seks års fængsel for voldtægt af en kun 10-årig pige i Herning-forstaden Gullestrup, forsøg på voldtægt af pigens veninde og for at have forulempet en 17-årig pige seksuelt.

Læs også: Gullestrup-voldtægtssag kommer ikke for Højesteret

Retten i Herning besluttede desuden, at somalieren, der var 16 år, da han begik forbrydelserne, skulle udvises, når han har afsonet fængselsdommen.

Men i sommer besluttede Vestre Landsret at gøre udvisningen betinget. Det betyder, at udvisningsdommen først bliver en realitet, hvis den dømte begår yderligere kriminalitet.

Rigsadvokaten ville bringe sagen for Højesteret, da han mente at sagen er principiel. Det kræver en tilladelse fra procesbevillingsnævnet, som onsdag sagde nej.

Læs også: Somalier voldtog 10-årig pige i Gullestrup: Slipper for udvisning

Afgørelsen betyder, at Dansk Folkeparti ved Folketingets åbning vil kræve en stramning af udvisningsreglerne. Det oplyser partiets udlændingeordfører Martin Henriksen i en mail til Ritzau.

Han mener, at tilliden til retssystemet med onsdagens afgørelse har lidt et alvorligt knæk.

- At denne forbryder ikke udvises er en hån mod sund fornuft. Det er en svinestreg overfor almindelige mennesker og ikke mindst overfor ofrene, hedder det i mailen fra Martin Henriksen.

Heller ikke Venstre er tilfreds med afgørelsen.

- Jeg er ganske enkelt rystet over, at Højesteret ikke skal behandle spørgsmålet om udvisning af en 18-årig mand i den såkaldte "Gullestrup-sag", siger partiets gruppeformand Kristian Jensen blandt andet til Herning Folkeblads netavis, aoh.dk.

Han stiller ifølge netavisen følgende spørgsmål til justitsminister Morten Bødskov (S):

- Mener ministeren, at det er en retfærdig afgørelse, at gerningsmanden ikke bliver udvist? Og vil regeringen tage initiativ til en strammere kurs for udvisning af gerningsmænd i lignende sager?

/ritzau/

 

Dagens Gossip