Guvernør med præsidentdrømme undskylder

Skrevet af admin

09/01/2014

Dagens topnyheder

Den republikanske guvernør i staten New Jersey Chris Christie har fyret sin nærmeste rådgiver, der beordrede en stærkt trafikeret bro til byen New York lukket for at straffe en borgmester, der ikke støttede Christies genvalg.

På et pressemøde undskylder Christie for, hvad der er sket, men siger, at hans rådgiver har løjet over for ham.

- Jeg er pinligt berørt og ydmyget, forklarer han.

Sagen har vakt meget stor opmærksomhed i USA, fordi Christie anses for en sandsynlig republikansk præsidentkandidat i 2016. Mange anser ham for favorit.

Hvis det kan bevises, at han selv havde beordret George Washington-broen lukket for at gøre et politisk regnskab op med den demokratiske borgmester i byen Fort Lee, kan det være enden på hans præsidentdrømme.

Broen forbinder Fort Lee i New Jersey med byen New York

Justitsministeren i New Jersey vil indlede en undersøgelse af påstandene om, at guvernøren eller andre i hans nærmeste kreds stod bag lukningen af broen, skriver New York Times.

Det var rådgiveren Anne Kelly, der ifølge lækkede e-mail gav ordre til at broen skulle lukkes for at hævne sig på borgmesteren i Fort Lee. Men andre kan også være involveret.

Christie betegner Kelly som "dum" og "svigefuld".

- Jeg er knust over, at nogen, jeg tillod at være i inderkredsen i fem år, svigtede den tillid, forklarer han.

300.000 biler kører dagligt over George Washington-broen, og den famøse lukning skete i september. Det udløste et sandt trafikkaos.

Det var en af Christies gamle kammerater fra high school, David Wilstein, der havde ansvar for trafikken på broen og angiveligt lukkede den, da han modtog en opfordring fra Kelly til at gøre det.

Wilstein trådte tilbage fra sin post i starten af december, fordi sagen om brolukningen med hans ord "distraherede" guvernørens arbejde.

Der har i de mellemliggende måneder været spekulationer om, at ufine politiske tricks kunne ligge bag.

Christie har lige indtil torsdag benægtet, at nogen i hans guvernørkontor skulle have noget med sagen at gøre.

/ritzau/