Gylleudslip betyder badeforbud på strand

Stranden er afspærret, og det blå badevandsflag er taget ned i Vemminglund ved Sønderborg.

Der er desuden sat skilte op med badeforbud.

Årsagen er, at Miljøvagten har konstateret, at der er løbet gylle ned i bugten via et rørlagt vandløb.

Udslippet er stoppet, og det forurenede vand bliver pumpet op på en mark.

Men foreløbigt er vandet ikke egnet til badning.

Stranden er spærret af fra badebroen og mod syd.

Det var en lokal fisker, som mandag morgen opdagede udslippet og kontaktede Miljøvagten.

Sønderborg Kommune tager ekstra vandprøver.

I bedste fald kan stranden åbnes igen i løbet af et par dage, men det afhænger af vinde og vejr.

Dagens Gossip