Gymnasieelever er stoppet med våben efter ferie i Prag

Skrevet af admin

20/02/2014

Mest læste i dag

Omkring klokken fem torsdag morgen blev en bus med gymnasieelever stoppet kort efter den tyske grænse.

I bussen fandt politiet en taske og flere poser spækket til randen med våben, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Eleverne får besked på at hente deres tasker hver især. Da de har gjort det, står der en taske og flere poser tilbage. De var fyldt med våben. Blankvåben, slagvåben, stødvåben. Der var rigtig meget, siger vagtchef Erik Lindholdt.

Politiet har beslaglagt samtlige våben og er nu i gang med at registrere, hvad der er kommet ind. Og listen er allerede lang.

- Vi har fundet alt muligt. Blandt andet en strømpistol, en enkelt slangebøsse med stålkugler, peberspray, totenschlæger og knojern med strøm i, siger vagtchefen.

Erik Lindholdt vil ikke oplyse, om ransagningen af bussen kom i kølvandet af et tip.

Han fortæller dog, at eleverne om bord kommer fra et gymnasium i Odense og var på vej hjem fra en ferie i den tjekkiske hovedstad, Prag, som mange danske gymnasieelever valfarter til i vinterferien.

Ingen elever har meldt sig som ejermand af våbnene. Der er heller ingen sigtede i sagen.

I første omgang troede politiet, at der også var fundet narko i bussen, men det har siden vist sig at være kugler til paintball-pistoler.

Våbnene skal nu destrueres.

/ritzau/