Gymnasieelever køber sig til gode karakterer

I disse dage arbejder landets 3.g'ere med at lægge sidste hånd på den store SRP-opgave. Hvis de altså ikke har betalt en universitetsstuderende for at klare hele opgaven.

SRP står for Studieretningsprojekt. Det skrives over to uger i 3.g. Opgaven skal dække to fag, som eleven vælger.

Men flere og flere køber sig til gode karakterer, skriver MetroXpress.

Avisen har fået formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, Phillip Dimsits Lerer, til at spørge på Facebook, om folk kender til køb af færdige SRP-opgaver.

- Jeg er overrasket over, at jeg har fået så mange henvendelser, og at omfanget tilsyneladende er så stort, siger han til MetroXpress.

'En af dem, jeg arbejder sammen med, har fået tilbudt helt op til 5.000 kroner for at lave en SRP-opgave’, skriver en på Facebook.

‘En fyr fra min klasse smider 5 kilo for at få en uni-trunte til at skrive hele sin SRP’, skriver en anden, mens en tredje skriver: ‘Der er folk, der køber sig til deres SRP. XX er blevet tilbudt at skrive en hel SRP for 3-4 tusinde. Og hende, der spurgte ham, sagde, at det var meget normalt blandt hendes veninder’.

- Det er skræmmende, for det vidner om, at vi har skabt et uddannelsessystem, hvor folk føler sig presset til at købe opgaver for at kunne leve op til forventningerne, siger Phillip Dimsits Lerer.

Metroxpress har talt med en af dem, der skriver SRP-opgaver for penge. Han ønsker at være anonym, men fortæller, at han hvert år får 10 tilbud om at skrive SRP, men kun siger ja til tre-fire, da hver opgave tager to-tre dage at lave.

Han fortæller også, han er en del af et netværk, der laver 20-25 SRP’er om året mod betaling.

En anden fortæller, at de fleste af de opgaver, han sælger, bliver bedømt til 10, men at nogle får et syvtal. Opgaverne tager han 1.500 kroner for.

- For mig er det en god indtægtskilde at have ved siden af SU’en. Og jeg gør eleverne klart, at det er på eget ansvar, at de køber opgaver af mig, siger den studerende.

Dagens Gossip