Gymnasieelever raser over nye SU-regler

Som udgangspunkt synes Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, det er en god idé, hvis regeringen fjerner karakterbonussen på 1,08 for tidlig studiestart i forbindelse med reformen af SU'en.

Men det hænger ikke sammen, når den samtidig foreslår, at der højst må gå to år efter studentereksamen, før man påbegynder en videregående uddannelse.

I sin nye SU-reform lægger regeringen nemlig op til at straffe de elever, der er langsomme med at komme i gang med en uddannelse.

Det betyder, at de elever der tager mere end to sabbatår, ikke længere kan få de 12 ekstra SU-klip, som man ellers kan modtage ud over normeret tid. Det såkaldte fjumreår.

Det vækker harme hos gymnasieeleverne.

- Det er at erstatte pest med kolera og endda værre endnu, siger Malene Nyborg Madsen, der er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

- Man truer elever med udsigter til en rigtig skidt økonomi, allerede inden de starter på en videregående uddannelse, og det synes vi ikke er hensigtsmæssigt, tilføjer hun.

Forslaget med at droppe karakterbonussen på 1,08 er ellers en god idé i sig selv, for ifølge formanden har gevinsten for tidlig studiestart givet bagslag for de studerende.

- Adgangskravene på de videregående uddannelser er steget og steget, og det er sværere og sværere at komme ind, så grundlæggende er vi glade for, at 1,08-reglen vil blive afskaffet, siger Malene Nyborg Madsen.

Straffen til unge, der er langsomme med at komme i gang med en uddannelse, vækker uro på landets gymnasier.

- Vi møder nogle studerende, som er enormt bekymrede, men også meget frustrerede over Morten Østergaards reform, siger Malene Nyborg Madsen.

Hun opfordrer til, at der i stedet for pisk ofres flere penge til råd og vejledning for de studerende.

/ritzau/

 

Dagens Gossip