Gymnasieelever vil samle ind til unge i Somaliland

Skrevet af admin

01/12/2014

Dagens topnyheder

Unge mennesker i Somaliland har ikke meget at skulle have sagt i et samfund, hvor forældre, klaner og ældre mænd stort set bestemmer det hele.

Derfor skal studenterbevægelsen i det fattige østafrikanske område have hjælp fra danske gymnasielever. Det blev besluttet på et møde i Odense i weekenden, hvor næste års projekt til Operation Dagsværk blev udpeget.

Fire forskellige NGO'er var med i opløbet om at vinde kampagnen, og efter en lang række interessante debatter og en nervepirrende afstemning faldt afgørelsen på SOS Børnebyernes projektforslag, som støtter unge i Somalilands kamp for indflydelse og rettigheder, fremgår det af en meddelelse fra Operation Dagsværk.

Valget af projekt forklares med, at unge i Somaliland er sat uden for indflydelse.

- Operation Dagsværk vil i 2015 bakke op om studenterbevægelsen i Somaliland, så de unge får en stemme i samfundet. Det handler om at give Somalilands ungdom støtte til at tale deres sag over for forældre, ældreråd og politikere, forklarer Tine Marie Pedersen, kampagneleder for Operation Dagsværk, i meddelelsen.

Mellemfolkeligt Samvirke, Care Danmark og Dansk Flygtningehjælp havde også foreslået projekter til indsamlingen.

SOS Børnebyerne og Operation Dagsværk vil frem til indsamlingen i november 2015 iværksætte en oplysningskampagne.

Somaliland er ikke anerkendt som en selvstændig stat, men har siden løsrivelsen fra Somalia i 1991 i praksis haft en statslignende struktur.

I år samlede gymnasieeleverne penge ind til støtte for homo-, bi- og transseksuelles rettigheder i Kenya.

/ritzau/