Gymnasielærere: Vanvittigt at stemple ind og ud

Skrevet af admin

04/08/2014

Dagens topnyheder

Det har skabt stor vrede hos folkeskolelærerne, at Tårnby Kommune og ledelsen på tre skoler i Esbjerg har indført krav om, at lærerne fra i dag skal stemple ind og ud på skolerne, efter at lærernes gamle arbejdstidsaftale er afskaffet.

For et år siden stod gymnasielærerne i en tilsvarende situation, da en ny overenskomst uden en central arbejdstidsaftale trådte i kraft.

Det har betydet, at de fleste gymnasielærere nu registrerer deres arbejdstid, men der er ingen gymnasier, som har indført systemer, hvor man skal stemple ind og ud på skolen, fortæller formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Annette Nordstrøm Hansen.

- Jeg har ikke hørt, at vi har stempelsystemer, og jeg synes, det virker fuldkommen vanvittigt. Det er fint nok, at man vil registrere lærernes tid, men man tror ikke engang på, at de selv kan registrere det ansvarligt. Det er i den grad mistillid til lærerne, og vi ville reagere voldsomt, hvis noget lignende blev indført på gymnasierne, siger hun.

Mens gymnasielærerne siger klart nej til et kontrolsystem med ind- og udstempling, så er det faktisk lærerne selv, der har ønsket at få indført nogle systemer, hvor lærerne selv løbende registrerer arbejdstiden.

- Vi har ikke været glade for, at man skal have sådan nogle systemer her. Men når vi ikke længere har en arbejdstidsaftale med faste akkorder over, hvor meget tid, man har til forskellige ting, så er vi nødt til at have en anden måling for arbejdstid. Her er tidsregistrering vores eneste værktøj til at sikre os mod det grænseløse arbejde, siger Annette Nordstrøm Hansen.

Med overenskomsten, der trådte i kraft sidste år, er det blot fastlagt, at gymnasielærerne har en årlig arbejdstid på 1924 timer. Derudover har ledelsen på de enkelte skoler ret til, at tilrettelægge lærernes arbejdstid.

Det er dog kun på en lille håndfuld gymnasier, at der stilles krav om fuld tilstedeværelse på skolen i arbejdstiden for lærerne. På størstedelen af gymnasierne har lærerne fortsat mulighed for at forberede sig og rette opgaver derhjemme.

/ritzau/