Gymnasier på sparekur efter lønstigninger

Ifølge en rundspørge Politiken Research har foretaget, er tre ud af fire tillidsfolk på gymnasierne blevet mødt med sparekrav fra ledelsen.

Og forklaringen på sparekravene er nærmest entydigt de nye overenskomsters højere løn.

Hos Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), der har forhandlet aftalen på plads, er man rystet over de omfattende sparekrav.

»Det er uprofessionelt af rektorerne. Det er helt ude i hampen at melde sparekrav i en situation, hvor langt de fleste gymnasier kører med overskud. Det lægger gift for aftalen«, siger formand Gorm Leschly fra GL. Ifølge formanden har blot 7 ud af godt 130 gymnasier underskud.

Men besparelserne er nødvendige for at finansiere lønstigningerne, lyder det fra ledelserne ifølge mere end 85 procent af tillidsfolkene.

Det er der dog ikke belæg for, mener GL-formanden.

»I løbet af de seneste fire-fem år er der sket et generationsskifte på gymnasierne. Mange af de ældre lærere med høj anciennitet og dermed høj løn er holdt op og afløst af yngre med lavere løn. Det er omkring 40 procent af lærerne, der er ansat inden for de seneste fire-fem år, så gymnasieskolerne har faktisk fået lavere gennemsnitslønninger. I samme periode er betalingen til gymnasierne steget, så der burde være rigeligt råd til overenskomsten«, siger Gorm Leschly til Politiken.

Selv om overenskomsten gav mere i løn til lærerne, bliver der ikke tilført flere penge til gymnasierne, og det betyder, at pengene nu skal findes andre steder på skolerne, siger formand for Gymnasieskolernes Rektorforening Jens Boe Nielsen. »Det er ikke et spørgsmål om, om det er fair at gennemføre besparelser. Det er et spørgsmål om, at det er nødvendigt«, siger han.

Skolernes ledelser får med overenskomsten større muligheder for at planlægge lærernes arbejde og justere på de ressourcer, der er sat af til det, for eksempel lærernes forberedelsestid og overarbejde.

»Vi må bare sige, at lærerne må løbe hurtigere, forberede sig lidt mindre, holde lidt færre pauser og tage nogle flere møder, som de tidligere fik løn for, men som de nu ikke får løn for med den nye overenskomst. Lærernes løn er blevet hævet med 6 procent, og de penge skal hentes ind et andet sted. Sådan er det bare«, siger rektorformanden.

Dagens Gossip