Gymnasiet skal ikke længere være for enhver

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Gymnasiet er ikke finere end de øvrige ungdomsuddannelser. Regeringen vil gøre op med, at gymnasiet er blevet de unges foretrukne ungdomsuddannelse. Blandt andet ved at indføre karakterkrav på 4, flere timer og krav om matematik på B-niveau.

- Gymnasiet er for dem, der gerne vil læse videre, slog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag fast på et pressemøde i Statsministeriet, hvor han sammen med undervisningsminister Ellen Trane Nørby fremlagde regeringens gymnasieudspil.

- Mange gymnasieelever bliver ikke klædt godt nok på til en videregående uddannelse. Flere vælger gymnasiet, selv om de har svage faglige forudsætninger, sagde Løkke.

- Der er brug for, at flere vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Der er bliver brug for faglært arbejdskraft i fremtiden.

Ellen Trane Nørby vil udfordre de unge på deres uddannelsesvalg, så de ikke bare "vælger efter, hvad kammeraterne gør" uden at have fokus på jobperspektivet.

- Vi skal tilskynde de unge at tage en ungdomsuddannelse. Men det er også vigtigt, at de vælger rigtigt første gang, sagde hun på pressemødet.

- De unge skal vide, at uanset om man vælger STX, HHX, HTX eller HF, så får de en solid og målrettet uddannelse, hvor der er adgang til de videregående uddannelser, der interesserer netop dem.

Karakterkravet på 4 i dansk og matematik gælder også for HF, som fremover skal målrettes erhvervs- og professionsuddannelserne. Til gengæld åbner regeringen for, at elever, som ikke klarer kravet, skal kunne komme på HF via en individuel vurdering.

Derudover vil regeringen sløjfe faget Almen Studieforberedelse, forkorte gymnasiets grundforløb fra seks til tre måneder, skære antallet af studieretninger ned fra over 200 til 49 og slå hårdere ned på snyd.

Ellen Trane Nørby indleder de første drøftelser med de øvrige partier torsdag, og så inviterer hun samtlige partier til egentlige forhandlinger tirsdag 12. april. Også de partier, der ikke er med i gymnasieforliget.

Lidt længere ude i horisonten vil regeringen til efteråret tage hul på de videregående uddannelser for at give dem et løft.

/ritzau/