HA-medlem fik erstatning for ødelagte nødder

Skrevet af Jesper Larsen

28/01/2015

Dagens topnyheder

Et svensk medlem af Hells Angels har fået udbetalt 63 danske kroner fordi hans nyindkøbte valnødder blev ødelagt på grund af en defekt vandhane i det topsikrede svenske Hall Fængsel, skriver Svenske Dagbladet.

Den 39-årige havde netop købt valnødderne i fængslet kiosk og placeret dem i en håndvask, da hanen begyndte at lække kloakvand ned på dem. 

Det ville rockermedlemmet ikke finde sig i, så han krævede beløbet for valnødderne i erstatning af fængslet.  

- Man kan få erstatning for det meste, men også for valnødder, skrev han i klagen til fængslet. Og det kunne man åbenbart, for efter at have undersøgt sagen besluttede den svenske kriminalforsorg at udbetale manden erstatning for valnødderne. 

De konkluderede, at 'madvarerne var ubrugelige' og at de med sikkerhed tilhørte det 39-årige rockermedlem.  

De 63 danske kroner blev derfor overført til mandens konto. 

Det 39-årige medlem af Hells Angels afsoner en dom på 10 år for narkokriminalitet og grov narkosmugling, der involverede 20 kilo amfetamin.