Håb om fremskridt i atomforhandlinger efter historisk kontakt mellem Iran og USA

Fredag aften var der tegn på optøning i forholdet mellem de to lande, da præsident Obama talte i telefon med den iranske præsident Hassan Rouhani i den første kontakt på højeste niveau mellem de to lande, siden den iranske revolution i 1979.

Obama havde håbet at kunne mødes med Rouhani tidligere på ugen i forbindelse med FNs generalforsamling i New York, men iranerne aflyste mødet med begrundelsen, at det var for kompliceret at arrangere.

»Jeg gentog over for præsident Rouhani, det som jeg sagde i New York. Der vil være forhindringer på vejen, og der er ingen garantier, men jeg tror, at vi kan blive enige om en samlet løsning,« sagde Obama.

Rouhani skrev efterfølgende på Twitter, at han havde afsluttet telefonsamtalen med »Have a Nice Day!«, hvortil den amerikanske præsident svarede »Thank you. Khodahafez (farvel, red.).«

De to mænd »gav udtryk for gensidig politisk vilje til at finde en hurtig løsning på atomspørgsmålet,« skrev Rouhani videre på Twitter.

USA og flere andre vestlige lande frygter, at Iran er i gang med at udvikle atomvåben, mens iranerne hele tiden har hævdet, at deres atomprogram udelukkende har fredelige formål.

Som præsident er Rouhani formelt leder af regeringen, men hans magt er begrænset.

Landets øverste leder, Ayatollah Ali Khameni, har det sidste ord både i indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål, men Rouhani siger, at han har fået mandat til at forhandle om atomspørgsmålet.

Obama sagde efterfølgende, at iranerne med en aftale har mulighed for at opnå den ønskede lempelse af de lammende økonomiske sanktioner mod landet.

Dagens Gossip