Håbet er igen blåt og gult

For det er helt anderledes fortælling om Brøndby for tiden efter tre sejre på stribe og i alt 12 point på kontoen, en placering som nummer syv og bare fire point fra bronzemedaljerne.

Efter en sæsonstart i sort, så er håbet igen blåt og gult.

- Vi vidste, at vi skulle bruge noget tid for at komme i gang. Der forsvandt trods alt omkring 10 spillere med blandt andre Rommedahl, Stryger og Goodson, så vi kunne ikke forvente, at det ville køre i olie fra første dag, siger anfører Mikkel Thygesen.

- Samtidig er der løbende kommet flere nye spillere til, som lige skulle finde ind i systemet, og selv om jeg egentlig mener, at vi har spillet god fodbold hele sæsonen, er det med til, at de små marginaler nu går vores vej, uddyber midtbanespilleren.

Op eller ned

Brøndby arbejder sig frem i feltet, men Superligaen er en så rundtosset størrelse, at det kan ende med både himmel og helvede, når sæsonregnskabet skal gøres op.

- Det er en ekstremt tæt liga i år. Der er ikke to hold, der er isoleret i bunden eller to hold, der er stukket af i toppen. At der kun er ni point mellem nummer 12 og nummer to er grotesk, siger forsvarsspilleren Martin Albrechtsen.

- Det gør jo, at det er svært for nogle hold overhovedet at sætte en målsætning om, det skal være Europa eller overlevelse, for begge temaer kan hurtigt komme i spil.

Brøndbys kommende modstander, FC Nordsjælland, ligger til trods for mandagens sejr over Randers FC sidst i tabellen, men kampen på søndag kan hurtigt vende op og ned på momentum.

- Hvis vi vinder, begynder vi så småt at nærme os topfeltet, og FC Nordsjælland bliver efterladt med problemerne, men hvis de vinder, har de indhentet os og resten af midterfeltet, siger Martin Albrechtsen.

- Bortset fra FC Midtjylland kan ingen vide sig sikre. Alle holdene ved, at der vil komme nederlag og formdyk, så det bliver tæt. Nu hvor FCN rører på sig, tror jeg da heller ikke, at de i Sønderjyske og Randers føler sig sikre. Det tror jeg faktisk ingen hold gør, siger Martin Albrechtsen.

Håbet lever

Billedet af Superligaen er mudret på trods af, at der efter næste spillerunde er afviklet 11 af slagsen. Dermed er en tredjedel af sæsonen allerede spillet efter en sensommer og et tidligt efterår, hvor alle har slået alle – undtaget ubesejrede FC Midtjylland – og forhåndsfavoritter som FCN og FC København går ind til weekenden placeret under nedrykningsstregen.

- Jeg tror ikke, at det bliver, før vi rammer vinterpausen, at vi får en idé om, hvordan ligaen vil udvikle sig. Lige nu er tendensen vel, at der ingen tendens er, andet end at det er utrolig tæt, siger stopperen Dario Dumic.

- Det kan man så måske sige har været til vores fordel med den dårlige start, vi fik. Med tre sejre i træk har vi indhentet de andre og er rykket ind i midterfeltet. Det skal ikke være en sovepude for os, men det gør, at vi nu igen kan håbe på noget mere end bare at ligge og rode nede ved stregen, påpeger Dario Dumic og tilføjer så:

- Men heller ikke mere end håbe.

Dagens Gossip