Håndbold: Heine Jensen er færdig som tysk landstræner

Skrevet af admin

07/01/2015

Dagens topnyheder

Den danske håndboldtræner Heine Jensen er færdig som træner for det tyske kvindelandshold.

Det tyske håndboldforbund, DHB, oplyser på sin hjemmeside, at kontrakten med danskeren er ophævet med tilbagevirkende kraft, så den reelt udløb ved udgangen af 2014.

Skuffende resultater ved EM i december er årsagen til, at samarbejdet stopper.

- Vi har lagt en skuffende 10. plads ved EM bag os. I mellemtiden har vi haft en række samtaler i dagene efter EM med trænerne og spillerne og har analyseret sidste års kampe.

- Derefter har vi efter fælles overenskomst besluttet at opsige kontrakten med Heine Jensen. Vi takker ham for et godt arbejde, som fik os til at forlænge med ham i december 2013, siger DHB's præsident Bernhard Bauer.

Heine Jensen blev præsenteret som tysk landstræner i marts 2011. Forinden havde han to gange ført HC Leipzig frem til det tyske mesterskab.

/ritzau/