Håndbold-VM kommer til Danmark i 2019

Dansk håndbold hamstrer slutrunder i disse år.

Mandag besluttede det internationale håndboldforbund (IHF), at Danmark får værtskabet for VM i herrehåndbold i 2019. Det skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse. Værtskabet deler Danmark med Tyskland.

- Danmark har drømt om et VM for herrer i mange år. Det er endnu en international anerkendelse af Danmark som håndbold- og værtsnation.

- Siden vi indgik aftale med tyskerne, har vi arbejdet knaldhårdt på et stærkt, fælles bud, siger DHF-formand Per Bertelsen.

DHF's generalsekretær, Morten Stig Christensen, er naturligvis også yderst tilfreds.

- Vores bud på VM 2019 er af en sådan karakter, at overliggeren for internationale slutrunder bliver hævet betydeligt. Man kan roligt sige, at 1+1 giver 3 i dette regnestykke, siger han.

I Tyskland er der jubel over udsigten til en fælles værtsrolle sammen med Danmark.

- Vi er glade for, at det dansk-tyske bud har vundet. IHF’s beslutning gør, at vi nu har et stort ansvar for, at VM for herrer 2019 ikke blot bliver en strålende event i Danmark og Tyskland.

- Sammen med vores danske venner vil vi arbejde for udvikling af håndbold og dermed opbygge nye og stærke partnerskaber og give bæredygtige input til udviklingen globalt, siger Bernhard Bauer, formand for det tyske håndboldforbund, DHB.

Næste år er Danmark vært for EM i herrehåndbold, og i 2015 er det kvindernes VM-slutrunde, der spilles her i landet. Dermed skal DHF arrangere tre slutrunder på seks år.

Spillestederne i 2019 bliver i München, Berlin, Hamburg og Köln i Tyskland, mens København (den nye multiarena i Ørestad) og Herning (Jyske Bank Boxen) er de danske værtsbyer.

De indledende puljer spilles i henholdsvis Tyskland og Danmark. Semifinalerne spilles i Tyskland, mens finalerne og President’s Cup, som er spillet om de sekundære placeringer, afvikles i Danmark.

Det dansk/tyske bud blev foretrukket frem for et bud fra Polen samt et fælles bud fra Slovakiet/Ungarn.

Danmark har én gang før været vært for herrernes VM. Det var i 1978.

Tyskland har senest været vært for VM i 2007, hvor de endte med at blive verdensmestre. Tyskerne har fem gange tidligere været VM-vært.

DHF forsøgte forgæves at få værtskabet i 2011 og 2017. VM i 2015 afvikles i Qatar og i 2017 er Frankrig vært.

/ritzau/

Dagens Gossip