Håndboldekspert: Pytlick har haft en heldig hånd

Skrevet af admin

20/12/2013

Mest læste i dag

Når det er lykkedes det danske kvindelandshold på en uge at gå fra et bedrøveligt nederlag til Brasilien til at blive en alvorlig guldkandidat ved håndbold-VM, så skyldes det den danske VM-trups mange muligheder.

Det mener håndboldeksperten Bent Nyegaard, der roser landstræner Jan Pytlick for at lave de rigtige dispositioner på de rigtige tidspunkter.

- Hver gang han sætter en spiller på banen, så spiller vedkommende godt. Han holdt fast i Trine Østergaard, selv om hun startede dårligt.

- Han kunne sætte "Mulle" og Mette Gravholt ind igen mod Tyskland, og de var gode, siger Nyegaard og fortsætter:

- Da han startede med Jane Schumacher mod Montenegro, fik hun sat spillet godt op. Ann Grete Nørgaard kom ind og spillede fantastisk. Da Nørgaard gik ud, kom Maria Fisker ind og spillede fantastisk. Sådan kan du blive ved.

- Spillerne komplementerer hinanden fremragende. Lige i øjeblikket er der rigtig mange ting, der lykkes, siger Bent Nyegaard.

Det er en af flere gode grunde til, at der er håb om en dansk sejr i aftenens semifinale mod Brasilien.

En anden er træthed, som bør være mere udtalt hos brasilianerne.

- Jeg har vel været med til 30 slutrunder, og jeg har set mange statistikker. Og det har altså relativt stor betydning, hvor mange minutter, den enkelte spiller har spillet.

- Når vi snakker nøglespillerne på Brasiliens hold, så er det rigtig mange minutter. Det var også tilfældet med tyskerne.

- Jeg siger ikke, at det var derfor, Danmark vandt, men jeg kunne se, at Susann Müller blev træt og lidt irritabel til sidst, siger Bent Nyegaard.

Første gang, Danmark og Brasilien mødtes ved VM, var for en uge siden i den indledende gruppe, og her vandt sydamerikanerne 23-18.

I aften mødes de altså igen i semifinalen, der begynder klokken 20.45.

/ritzau/