Håndboldkvinderne slutter Golden League af med storsejr

Efter nederlag til de franske værter og Norge lykkedes det for de danske håndboldkvinder at vinde ved Golden League-turneringen, som slutter søndag.

Danmark sejrede med 30-21 over Polen, der trænes af danske Kim Rasmussen. Danskerne førte med 12-10 ved pausen.

For den midlertidige danske landstræner Heine Eriksen betød sejren, at han nåede at slutte sin korte landstrænerkarriere af med en optur.

Heine Eriksen har overtaget posten fra Jan Pytlick, der blev fyret efter EM-slutrunden i december, og Heine Eriksen varetager jobbet frem til sommer, hvor Klavs Bruun Jørgensen tager over permanent.

Ved Golden League-turneringen er Danmark mødt frem med en masse nye spillere, som har fået chancen på højeste niveau.

Mod Polen begyndte det forrygende for Danmark, som kom foran 8-1 takket være blandt andet godt forsvarsspil. Derefter kom Polen bedre ind i kampen, som dog aldrig blev spændende i anden halvleg.

Facit for Danmark ved Golden League-turneringen i Frankrig var et 23-24-nederlag til værterne, en 23-32-afklapsning til Norge og altså sejren over Polen.

/ritzau/

Dagens Gossip