Håndboldkvinderne: Vi skal turde at være favoritter

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Det danske kvindelandshold i håndbold har i nogle år haft rollen som underdog i de store internationale turneringer og opgør. Men den titel er så småt ved at blive vekslet til en rolle som favorit.

Det lægger hverken landstræner Jan Pytlick eller spillerne skjul på op til de vigtige kvalifikationskampe torsdag og søndag om en billet til EM i 2014.

- Vi er favoritter. Jeg har en stor forhåbning om, at vi kommer med mental parathed, for vi ved godt, at vi er bedre end Østrig, siger Jan Pytlick.

Han udtog onsdag det hold, der skal spille EM-kvalifikationskamp mod Østrig torsdag aften på hjemmebane. Og her skal holdet ifølge flere spillere turde leve op til forventningerne.

- Vi skal være skarpe og være fuldt koncentrerede. Vi er 100 procent favoritter, og det skal vi turde sige og bevise. Hvis alle yder deres bedste, skal vi nok gå videre til EM, siger Camilla Dalby og bliver suppleret af Louise Burgaard:

- Vi kan jo godt lide at være underdogs, at være de unge, men måske er det bare en accept af, at vi er pisse gode. Vi har meget ansvar i klubberne, så vi føler ikke, at vi er et ungt, urutineret hold længere.

Jan Pytlicks trup bød ikke på de store overraskelser, men består af profiler som Ann Grete Nørgaard, Line Jørgensen, Susan Thorsgaard og Kristina "Mulle" Kristiansen, mens Mie Augustesen har måttet overlade pladsen på fløjen til Trine Østergaard.

Kristiansen er dog ikke 100 procent sikker efter en tackling, hvor hun slog baghovedet i gulvet. Playmakeren skal derfor undersøges torsdag morgen for at sikre, at hun er klar til kamp.

I alt spiller Danmark seks kampe i EM-kvalifikationen mod Østrig, Litauen og Ukraine. Fra puljen går to hold videre til slutrunden.

Torsdagens modstander, Østrig, har ikke været med til en slutrunde siden 2009 og kan ikke længere prale af samme styrke som i 1990'erne, hvor østrigerne i en periode lå flot til i toppen af europæisk kvindehåndbold.

EM-kvalifikationskampene skal derfor også bruges til at teste holdet af, få selvtillid og se tingene igennem, før det går løs ved VM i Serbien i december, vurderer landstræneren.

- Vi har fokus på at løfte forsvaret. Det er vigtigt, at vi står helt rigtigt, og at målmændene tager nogle bolde, så vi kan få gang i kontraløbene og det hurtige spil. Vi synes, at vi er gode nok til at lave mål, siger Pytlick.

Efter torsdagens kamp mod Østrig gæster det danske hold søndag Litauen. Herefter bliver EM-kvalifikationen sat på pause indtil marts næste år.

I december venter der håndbolddamerne et VM i Serbien.

/ritzau/