Håndboldkvindernes playoff-kamp til VM spilles i Aarhus

NRGi Arena i Aarhus lægger gulv til kvindernes VM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Tyrkiet. Kvalifikationen foregår som to playoff-kampe, hvor udebanekampen spilles lørdag den 1. juni i Tyrkiet, og den sidste og afgørende kamp fløjtes i gang lørdag den 8. juni klokken 17.15 i NRGi Arena.

- Jeg er glad for, at Aarhus endnu engang er blevet valgt til hjemmebane for de danske håndboldkvinder i en afgørende kamp. Byen har dannet ramme om tidligere succeser, og vi har tradition for at skabe en enestående stemning og stor opbakning til hele holdet, siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Marc Perera Christensen.

Hos Sport Aarhus Events er eventchef Finn Lyck begejstret for, at netop denne kamp spilles i Aarhus:

- Sidst Danmark og Tyrkiet mødtes i en kval-kamp i Aarhus, var det jo en nervepirrende kamp, som heldigvis endte med en sejr til Danmark. Vi glæder os til endnu en seværdig og vigtig kamp mellem de to hold, og vi har en ambition om, at aarhusianere med tyrkisk afstamning også finder vej til NRGi Arena, så der bliver ekstra god stemning i hallen, siger han med henvisning til EM-kvalifikationen i 2008.

Her tabte Danmark med et mål i udekampen, men trak sig ud af duellen som samlet vinder efter en to-måls sejr på hjemmebane i Aarhus i anden kamp. Helt så spændende behøver det ikke at blive i år, men der er ingen tvivl om, at de danske håndboldkvinder værdsætter alt den opbakning, de kan få.

Billetter til playoff-kampen i Aarhus kan købes hos www.billetnet.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV