Håndboldlandsholdsspiller stopper karrieren straks

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Håndboldlandsholdsspilleren Marianne Bonde stopper karrieren, fordi hendes mand er alvorligt syg.

Det oplyser hendes klub København Håndbold fredag i en pressemeddelelse.

- Jeg havde håbet på en sæson mere med København Håndbold, men nogle gange tager livet en uventet drejning, og så er der bare ting, der er vigtigere end håndbold, siger hun i pressemeddelelsen.

- Jeg vil gerne sige en stor tak til klubben og mine holdkammerater for at vise stort og varmt hjerte, samt forståelse i en meget svær situation, siger hun videre.

Marianne Bonde og hendes mand flytter nu tilbage til Jylland.

- Vores tanker går til Marianne og Claus. Det er en meget ulykkelig situation, og vi ønsker dem alt det bedste.

- Det siger sig selv, at vi på alle måder er kede af, at Marianne ikke længere skal være en del af klubben, men i sådanne situationer er håndbold sekundært, og det har vi fuld forståelse for, siger København Håndbolds direktør Kim Mikkelsen.

Marianne Bonde var oprindeligt udtaget til landsholdet, der spillede EM i Ungarn i december, men hun måtte melde afbud på grund af en knæskade.

/ritzau/