Håndboldspiller: Svært at danse elegant

Skrevet af admin

08/09/2015

Dagens topnyheder

Hun er vant til at presse sig selv hårdt på håndboldbanen, men dansegulvet er et helt ukendt territorium. Det bliver der snart lavet om på.

Håndboldspilleren Katrine Fruelund, der i 2004 var med til at vinde OL-guld, er nemlig i fuld gang med træningen til den nye sæson af Vild med dans sammen med partneren Aslak Amtrup.

- En af hendes store udfordringer er, at hun rigtigt gerne vil gøre det super godt, og hun vil virkeligt gerne knokle for det, men hun skal bare lige huske, at det ikke kun skal fungere i praksis. Det skal også se pænt ud, griner Aslak Amtrup.

Den 37-årige håndboldspiller er også selv bevidst om, at hun skal øve sig på at være mere elegant.

- Det der med at præsentere det flot, det er svært. Med håndbold skal jeg ikke tænke over, hvordan det ser ud. Det skal bare fungere. Her er der så mange små finesser, der bare skal sidde lige i skabet. Det er ret svært, siger den hun og understreger, at det trods alt går bedre og bedre.

Det er ikke kun de svære trin, der skal holdes styr på op til danseprogrammet. I februar blev Katrine nemlig mor for anden gang, da hun fik sønnen Gustav med kæresten Kristian Larsen. Derfor er der også en masse praktiske ting, der skal gå op.

-  Træningsdagene er faktisk et dejligt afbræk, og det er ikke en stor udfordring. Vi har en telefon på standby hele tiden, hvis der nu skulle været et eller andet. Udfordringen bliver nok, at jeg skal rejse frem og tilbage mellem Jylland og København hver fredag. Men det er vilkårene, og så finder vi en løsning, siger Katrine Fruelund og fortæller, at hun kommer til at have den lille med til showet.

Parret har desuden datteren Vigga på to og et halvt. Hun kommer også og ser det første danseshow i København.

Vild med dans har premiere den 11. september klokken 20.00 på TV2.

/ritzau/FOKUS