Håndfaste krav undervejs i Bangladesh-sag

Det er næste skridt, efter at branchen i dag mødtes med handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og indgik en partnerskabsaftale. En aftale, der er blevet karakteriseret som en hensigtserklæring uden reelle forpligtelser for virksomhederne, som producerer i Bangladesh.

»Det er jeg ikke enig i. Vi leverer på, at vi sætter en proces i gang, og at nu skal der tages konkrete skridt. Hvis vi havde facitlisten på det her fra starten, ville verden jo være en del mere ukompliceret, end den faktisk er,« siger Pia Olsen Dyhr til Berlingske Business kort efter mødet.

Her godkendte alle de tilstedeværende 13 virksomheder, brancheorganisationer og fagforbund den foreløbige partnerskabsaftale om arbejdernes løn, sikkerhed og rettigheder, et bedre miljø og mere åbenhed om de danske tekstilfabrikanters leverandører

Blandt de 13 virksomheder var blandt andre Bestseller, IC Companys og Jysk repræsenteret. Virksomheder, der tidligere har stillet spørgsmålstegn ved regeringens ønske om åbne leverandørlister, som også bliver nævnt i dagens aftale - omend i løse vendinger.

Og det er med fuldt overlæg, at kravene ikke er formuleret mere firkantet, siger Pia Olsen Dyhr.

»Hvis vi stiller specifikke krav kun til danske virksomheder, så bliver det svært for dem at klare sig. Det er et balancepunkt, vi skal finde, for det er et internationalt problem. På den fabrik, hvor ulykken skete, var der op til 30 brands repræsenteret,« siger ministeren med henvisning til katastrofen i slutningen af april, hvor over 1.100 syersker omkom, mens de var på arbejde og deres arbejdsplads styrtede sammen.

Foreningen Dansk Initiativ for Etisk Handel, der også var en af initiativtagerne til dagens møde, fastsætter datoen for, hvor branche og ministre igen skal mødes for at sætte nye, konkrete mål.

Dagens partnerskabsaftale med regeringen kommer i kølvandet på, at danske tøj- og tekstilvirksomheder som Jysk, Bestseller, PWT Group (Tøjeksperten, Wagner m.fl), IC Companys og Dansk Supermarked valgte at undlade at underskrive en international aftale, der ligeledes omhandlede arbejdsforholdene i Bangladesh, og som internationale giganter som H&M, Tesco og Zara havde sat deres signatur på.

Dagens Gossip

Dagens TV