Håndteringen af tabte våben udløser kritik af Forsvaret

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Det er helt uacceptabelt, at Forsvaret ikke har en "betryggende håndtering af tab og fund af våben og ammunition". Sådan lyder den krasse kritik fra Statsrevisorerne i en ny beretning.

Forsvaret løber en sikkerhedsmæssig risiko, påpeger Statsrevisorernes næstformand, Henrik Thorup (DF), over for Ritzau.

- De har slet ikke styr på registreringen. Det skal man have fod på, og det skal ske nu, siger han og minder om, at Danmark har en terrortrussel hængende over hovedet.

Statsrevisorerne overvåger, at skatteborgernes penge bruges, som Folketinget har besluttet, og at forvaltningen er så effektiv som muligt. Og det er ikke tilfældet, når det kommer til håndteringen af tabte våben.

Kritikpunkterne er mange. Blandt andet er det ikke alle tab af våben, der meldes til politiet. Og der er også bøvl med Forsvarets it-systemer, som ikke understøtter, at Forsvaret kan udarbejde en pålidelig opgørelse af tab og fund af våben og ammunition.

Forsvaret kritiseres også for ikke at udarbejde alle de hændelsesrapporter, som sikkerhedsbestemmelserne kræver. Det betyder, at der findes våben, som ikke kan kobles sammen med tidligere forsvundne våben.

- Det lyder mærkeligt, men man kan tabe et våben. Eller glemme det. Eller få det stjålet. Det sker, at politiet finder våben, der tilhører Forsvaret. Så henvender politiet sig til Forsvaret, som ikke kan forstå det, fordi våbnet ikke er registreret som tabt, siger Henrik Thorup.

Der rettes også kritik mod Forsvarsministeriet og ministeren. Således har forsvarsministeren to gange i perioden 2010-2015 givet Folketingets Forsvarsudvalg ukorrekte oplysninger om omfanget af våben og ammunition, som Forsvaret har mistet.

- De tal, ministeren har fået oplyst af Forsvaret, er forkerte. Så der er afgivet forkerte oplysninger til Folketinget, siger Henrik Thorup.

En undersøgelse fra Rigsrevisionen viser, at Forsvaret mister flere våben og ammunition end det, der fremgår af Forsvarets årlige opgørelser.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) har nu to måneders svarfrist.

/ritzau/