Håndværksrådet: Ny knivlov vil lette håndværkeres arbejde

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

Håndværksrådet forventer at en ny, forenklet knivlov, vil gøre hverdagen lettere for mange af landets håndværkere, der bruger knive i arbejdssammenhænge.

Det fortæller organisationens chefkonsulent Jeppe Rosenmejer.

- Vores virksomheders svende og lærlinge har ofte været i tvivl om, hvorvidt de gjorde noget ulovligt, når de bar foldeknive i forbindelse med deres arbejde.

- Der har nemlig været usikkerhed om, hvornår en foldekniv blev anset for at være enhåndsbetjent, siger han i en skriftlig kommentar.

Mandag præsenterede justitsminister Søren Pind (V) et lovforslag, der skal forenkle den nuværende knivlov. Den øvrige del af blå blok bakker op om forslaget.

Formålet er dels at gøre livet lettere for almindelige mennesker, der ikke vil bruge kniven til kriminelle formål. Dels at skærpe straffen for dem, der bruger kniv til kriminalitet.

Forslaget er nemlig skruet sådan sammen, at enhåndsbetjente foldeknive i fremtiden vil blive tilladt i det offentlige rum, så længe ejeren benytter den til et såkaldt anerkendelsesværdigt formål.

Pointen er, at man vil lette livet for for eksempel håndværkere, jægere og fiskere og andre, der bruger knivene som et redskab.

Samtidig lægger det nye forslag op til, at det skal straffes endnu hårdere, hvis man ikke har et anerkendelsesværdigt formål - eksempelvis hvis ejermanden medbringer kniven i nattelivet.

Den udvikling er Håndværksrådet begejstrede for, fordi den fjerner de gråzoner, der tidligere har skabt problemer, fortæller Jeppe Rosenmejer.

- Det har vi flere gange påpeget over for politikerne, så det er en rigtig god nyhed, at loven vil blive tilpasset, så den ikke rammer folk, der bærer kniv i forbindelse med deres arbejde, siger han.

/ritzau/