Hår og blod viser brug af nervegas ved Damaskus-angreb

I TV-interviewet på NBCs »Meet the Press« erklærede Kerry, at nye laboratorietest viser, at det var sarin, der blev brugt ved det kemiske angreb, som USA og en lang række andre lande anklager det syriske regime for at stå bag.

Ifølge Washington Post oplyser den amerikanske udenrigsminister, at det er prøver fra blod og hår fra nødhjælpsarbejdere i det østlige Damaskus, hvor angrebene fandt sted, der er blevet analyseret, og som viser, at det var nervegiften sarin, der blev brugt.

John Kerry siger, at resultaterne er blevet kendt inden for de seneste 24 timer.

FNs våbeninspektører har netop afsluttet deres undersøgelser på stederne for angrebene, men resultatet af de undersøgelser ventes først at foreligge om et par uger, men allerede i sidste uge var FNs udsending til Syrien, Lakhdar Brahimi, ude og sige, at der var anvendt en kemisk substans ved angrebet.

USA har sammen med en lang række andre lande gjort det syriske regime ansvarlig for brugen af kemiske våben.

John Kerrys erklæring er derfor stærkt egnet til at påvirke de politikere i begge lejre af Kongressen, der er tøvende eller modstandere af den straffeaktion, som præsident Obama har besluttet, men også søger Kongressens opbakning til, når kongresmedlemmerne samles den 9. september.

Dagens Gossip