Hård kamp mellem IBC-elever og erhvervsfolk i økonomidyst

Hvad skal der egentlig til for økonomisk at drive en virksomhed og samtidig skabe overskud. Svaret er relativt enkelt, hvis man ved noget om økonomi og virksomhedsledelse. Det handler om at lægge den rigtige strategi og investere på de rigtige steder og tidspunkter.

Forleden brugte 12 erhvervsfolk fra Kolding en formiddag i selskab med eleverne fra en 3. års klasse på handelsgymnasiet på IBC på at dyste om at skabe det bedste overskud. Det var Jyske Bank og revisionsfirmaet KPMG, der havde indbudt til en såkaldt Business Combat 2013 – et IT-baseret virksomhedsspil - på IBC i Kolding.

Det er første gang, at erhvervsfolk og handelsgymnasiaster bringes sammen på denne måde, og formålet er at styrke det lokale samarbejde mellem skole og erhverv.

Der var dog ingen tegn på, at eleverne ønskede at arbejde sammen med de lokale erhvervsfolk, da der over otte kvartaler blev dystet i at lægge den bedste strategi for en fiktiv produktionsvirksomhed.

To hold med ledere fra forskellige virksomheder i Kolding dystede mod fire elevhold, og der blev kæmpet bravt med tal og lommeregnere. Ikke alene skulle der præsteres et overskud – det skulle være det bedste og højeste, skriver IBC i en pressemeddelelse.

Mistede føringen efter investering

At det var seks erhvervsledere med erfaring inden for blandt andet revision, investering og bankvirksomhed, der vandt dysten, var dog ikke et udtryk for, at handelsgymnasiets elever ikke kunne præstere overskud. Tværtimod.

I de sidste spillerunder var det et af elevholdene, gruppe 1 med Line Beirholm, Charlotte Mølby, Tony Mai og Lasse Højer Jespersen, der suverænt førte konkurrencen som resultat af en enkel strategi, hvor der kun blev justeret økonomisk hen ad vejen.

Eleverne mistede dog føringen, da de i den næstsidste spillerunde valgte at bruge to millioner kroner af kassebeholdningen på en stor markedsføringssatsning.

Det kostede alvorligt på overskuddet, og gruppe 6 med Claus E. Andreasen, KPMG, Claus Askjær, CEA Invest, Preben Balle, Jyske Bank, Niels Aamann, Advodan samt Rune Laursen, rykkede derefter i front og vandt afsluttende med et overskud på knap 1.3 millioner kroner.

Spilmester Keld Nørgaard fra Welcome Management, der har udviklet spillet, kunne fortælle den slukørede gruppe 1, at de formentlig havde vundet spillet med et rekordresultat, hvis de ikke havde satset så mange penge på markedsføring så tæt på mål. Gruppen endte på en 4. plads.

Se billederne nedenunder...

Dagens Gossip