Hård kritik af Annette Vilhelmsens nye ministerpost

Tidligere lå børneområdet hos undervisningsminister Christine Antorini (S), og det har rent organisatorisk sikret en direkte sammenhæng mellem alle dele af børnenes liv, fra de er nul til 18 år. Det ligger samtidig tæt op ad den nye skolereform, hvor lærere og pædagoger skal arbejde i tæt samspil, skriver Politiken.

Med den nye fordeling er børneområdet trukket ind i Socialministeriet, og det kan svække børnenes indlæring, mener forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College ved Aarhus.

»Det er en katastrofe og et tilbageskridt for ønsket om, at lærere og pædagoger skal arbejde tættere sammen,« siger Andreas Rasch-Christensen, der tilføjer:

»Der er ingen faglige eller saglige argumenter for at dele det op. Nu havde vi langt om længe fået understøttet bestræbelsen på, at læring er en naturlig del af både skole, børnehaver og vuggestuer. Det her går i den forkerte retning«.

Heller ikke Jane Findahl (SF), der er formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), finder opdelingen optimal.

»Det ærgrer mig selvfølgelig lidt. Jeg er godt klar over, at regeringen har en politisk kabale, som skal gå op. Men jeg håber, at regeringen vender tilbage til at samle børn og undervisning, for det er altså mest naturligt, at området er samlet. Det er altid sværere, hvis man skal arbejde sammen mellem forskellige ministerier,« siger hun til Politiken.

Formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, synes, at den gamle opdeling gav bedre mening.

»Det er bestemt en svaghed. Man får en deling af den sammenhæng, som skolereformen forsøger at skabe,« siger han.

Enhedslistens ordfører for daginstitutionsområdet, Rosa Lund (Ø), erklærer sig »meget bekymret for den nye ressortopdeling«, dog af lidt andre årsager end de øvrige kritikere, da hun er bange for, at børneområdet vil drukne i »tragiske specialsager« og integrationssager.

Det er ikke lykkedes Politiken at få et interview med Annette Vilhelmsen om kritikken. Hun skriver i en kommentar til avisen, at hun »er særligt optaget af, at alle børn får de bedste muligheder for en god start på livet. Det arbejde foregår i mange regi, og jeg vil arbejde tæt sammen med min ministerkollega Christine Antorini, KL og de andre aktører på området til gavn for børnene«.

Dagens Gossip

Dagens TV