Hård kritik af Saudi-Arabien efter hajj-katastrofe

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

Myndighederne i Saudi-Arabien bliver udsat for hård kritik fra forskelligt hold, efter at over 700 mennesker blev dræbt, og mindst 863 blev kvæstet ved et panikløb nær Mekka, skriver Reuters.

Øjenvidner siger, at de saudiarabiske politifolk, der skulle dirigere pilgrimmene gennem området, ikke var ordentligt uddannede og ude af stand til at kommunikere med de mange af udlændinge, som var trængt sammen på et meget lille sted.

- De har ikke en den mindste idé om, hvordan de skal kommunikere med udlændinge, siger Irfan al-Alawi, som har været med til at stifte en bank i Mekka.

- Der er ingen, der forsøger på at kontrollere den store folkemængde, tilføjer han.

Katastrofen begyndte omkring klokken 08.00 ved Vej 204, som er en af to hovedruter, som går igennem Mina-lejren og videre til det nærliggende Jamarat.

Mina ligger omkring fem kilometer fra Mekka. Det er i Jamarat, at pilgrimmene rituelt kaster sten mod de tre søjler, som symboliserer Satan.

Kort før, panikken brød ud, havde det lokale civilforsvar advaret om, at der var problemer med for megen trængsel.

En talsmand for indenrigsministeriet, general Mansur al-Turki, siger, at panikken blev udløst, da "et stort antal flygtninge var i bevægelse på samme tid ved et vejkryds, hvor to veje løber sammen i Mina.

Han påpeger, at sommerheden med 46 graders varme og udmattelse hos mange af pilgrimmene var en del af baggrunden for udbruddet af et panikløb, hvor hundreder blev mast og trampet til døde.

Iran bebrejder saudiaraberne, at der var alt for mange "sikkerhedsbrister". Mindst 131 iranere er blandt de dræbte.

- Regeringen i Saudi-Arabien må acceptere at bære den store skyld for denne katastrofe, siger Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Saudi-Arabiens kong Salman har givet ordre til en "revision" af hele organiseringen af hajj, skriver det officielle Saudiske Presseagentur.

Torsdagens hajj-katastrofe var den værste siden juli 1990, hvor 1426 pilgrimme blev kvalt i en tunnel nær Mekka.

/ritzau/Reuters