Hård kritik: Wozniacki i kommerciel svinestreg

Den danske tennisspiller og tidligere verdensetter, Caroline Wozniacki, har begået en 'utilgivelig svinestreg' i sagen om den sortmalede ketsjer, som blev afsløret forud for årets Wimbledon.

Det mener sponsoreksperter, efter det tirsdag stod klart, at Wozniackis ketsjersponsor, Yonex af samme årsag brød kontrakten med den danske tennisstjerne. Wozniackis optræden i sagen er så grov, at det er helt forståeligt, at Yonex nu bryder samarbejdet, mener sponsorekspert, Simon Bastiansen, der er direktør hos Promovator.  

- Kommercielt er det en svinestreg. Det har givet så meget dårlig omtale af Yonex globalt. Det er utilgiveligt, det Wozniacki har gjort overfor Yonex. Det er hele måden, det er blevet gjort på det, siger Simon Bastiansen.

Ketsjer-sagen begyndte i juni måned, da Caroline Wozniacki på træningsbanen forud for turneringen i Eastbourne blev spottet med en spraymalet Babolat-ketsjer. En 15-årig engelsk pige havde således foreviget Caroline Wozniacki med denne kamuflerede model og lagt et foto ud på Twitter.

Caroline Wozniacki spillede også med den mystiske ketsjer i juli måneds Wimbledon-turnering. Det blev altså til sidst for meget for sponsoren, Yonex, der nu har brudt samarbejdet. Kenneth Cortsen, der forsker i sportsøkonomi og sportsbranding ved University College Nordjylland, forstår slet ikke, hvordan Wozniacki-lejren i første omgang valgte Yonex fra.

 - Jeg ved ikke, hvad der er foregået oppe i hovederne på dem, men set udefra er det ikke gennemtænkt, det er irrationelt og impulsivt at gøre det (vælge Yonex fra til fordel for Babolat, red.) uden at konferere med Yonex. Man skulle tro, hun har folk omkring sig til at rådgive om det her. Jeg står uforstående overfor det. Det bør være noget, hun har snakket igennem med sine rådgiver. Hun har PR-folk omkring sig. Man regnede ikke lige med, at hun skulle misligholde en kontrakt. Det sender et forkert signal, også i forhold til fremtidige sponsorere, siger Kenneth Cortsen.

Caroline Wozniacki skulle angiveligt have brokket sig over Yonex-udstyret flere gange i sæsonens løb, og trods en sponsoraftale på fem millioner kroner med det asiatiske mærke, spillede hun altså Wimbledon med den franske Babolat-ketsjer.

Det var netop det mærke, hun spillede med, da hun blev professionel og efterfølgende stormede til tops på kvindernes verdensrangliste fra 2006 til 2011. Aftalen med Yonex blev indgået i 2011. Yonex' nordiske direktør, Benni Holst Andersen, vidste ingenting om Wozniackis pludselige ketsjerbytte forud for Wimbledon. Nu har han haft tid til at overveje sagen, og skal man tro eksperterne, er Yonex ude efter en betragtelig økonomisk kompensation efter fadæsen.

- Yonex må brygge på erstatningskrav. For Wozniacki går jo direkte ud og siger, at det er en dårlig ketsjer, og at hun ikke kan spille med den. Der sidder advokater og regner på et beløb. Og et er, at hun bryder kontrakten i utide, noget andet er hele det brandingmæssige. Så vi er oppe i millionklassen, det er helt sikkert. Det er ikke bare et par hundredetusinde. Det kan også være, der allerede er indgået et forlig, som offentligheden aldrig får noget at vide om, siger Simon Bastiansen.

Caroline kommer dog ikke til at lide nogen nød, mener Kenneth Cortsen.

- Der er ingen tvivl om, at hun har råd til det her. Wozniacki tjener penge nok, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Yonex eller Caroline Wozniacki.  

Dagens Gossip