Hård træning er vejen til EM-billet for lettet Lauge

Skrevet af admin

11/01/2014

Mest læste i dag

Mens de øvrige spillere formentlig kommer til at træne let under EM i håndbold for ikke at belaste kroppen yderligere, så er situationen noget anderledes for Rasmus Lauge.

Den 22-årige THW Kiel-spiller beskadigede i november det bageste korsbånd i sit ene knæ, så han ikke har spillet kamp siden.

Derfor har han brug for spiltræning, så han kan komme i betragtning til at blive skiftet ind i truppen under EM-turneringen i Danmark.

- Jeg har nogle aftaler med Klavs (Bruun Jørgensen, landsholdets assistenttræner) om, at vi finder ud af noget, så jeg kan komme ud og træne med noget knald på. Det kan eventuelt være i en af de danske ligaklubber, der ligger rundt omkring.

- Måske, det er en tanke, så jeg i hvert fald får noget tæt-på-kamp-agtig træning. Så jeg ikke bare står og laver noget taktisk træning og restitutionstræning, for det har jeg ikke brug for, siger Rasmus Lauge.

Playmakeren var fredag i Tyskland, hvor THW Kiels læger klarmeldte ham efter skaden.

- Det var, som jeg havde forventet, men samtidig var jeg lettet.

- Jeg synes egentlig, at forløbet er gået rigtig godt, selvom det bestemt ikke er optimalt i forhold til en slutrunde, siger Rasmus Lauge.

Trods klarmeldingen blev han - på grund af den manglende kampform - i første omgang sorteret fra EM-truppen på 16 spillere.

- Jeg havde forberedt mig lidt på det. Når jeg ikke kunne spille træningskampene og havde halvanden måned uden kampe på klubholdet, så er det ikke optimale betingelser, siger Rasmus Lauge.

Landstræner Ulrik Wilbek har dog mulighed for at skifte ud på en plads i truppen tre gange under EM, så der kan sagtens blive brug for Rasmus Lauge.

- Jeg skal håbe på, at jeg kan træne mig til det. Jeg synes, at jeg har arbejdet godt på min fysiske form, hvor jeg mener, jeg har lagt et lag eller to på. Det var det, jeg kunne gøre, siger Kiel-spilleren.

/ritzau/