Hård vind venter rytterne i Danmark Rundt-premiere

Struer er startby, og målstregen ligger i Holstebro, når rytterne i cykelløbet Post Danmark Rundt 4. august næste år skal ud på 1. etape over 180,5 kilometer.

Det meddeler Danmarks Cykle Union i en pressemeddelelse.

- En meget spændende etape med de næsten 55 kilometer langs Vesterhavet. Hvis det stormer, som det af og til gør på disse kanter, bliver det vildt hele vejen til Søndervig.

- Retur nordpå til Holstebro kan vinden igen få stor indflydelse. Rundstrækningen er teknisk, men også god for sprinterne. Det store spørgsmål er hvor mange, der kommer med hjem til Holstebro, siger Post Danmark Rundts løbsdirektør, Jesper Worre, i pressemeddelelsen.

Næste års udgave af Post Danmark Rundt bliver den 25. siden 1985, da løbet blev kørt for første gang. Løbet blev ikke kørt mellem 1989-94.

Resten af ruten for næste års Post Danmark Rundt bliver offentliggjort i marts næste år.

/ritzau/

Dagens Gossip