Hårde gadekampe ryster Jerusalem

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

For anden dag i træk var der mandag hårde gadekampe mellem muslimer og israelsk politi ved Al-Aqsa moskéen i det centrale Jerusalem, mens jøder fejrede deres nytår, og muslimer ville beskytte et af Islams helligste steder.

Ligesom søndag gik israelske sikkerhedsstyrker ind på det muslimske område for at hindre unge muslimer i at chikanere besøgende jøder. De unge maskerede muslimer flygtede ind i moskéen og kastede sten mod politifolkene, siger talsmænd for politiet.

Derefter udbrød der kampe på området, og der lød flere høje brag, mens muslimer barrikaderede sig i Al-Aqsa, hvor profeten Muhammed ifølge troen steg til himmels og mødtes med de andre profeter.

Urolighederne vækker bekymring i Washington og nabolandene.

- USA er dybt bekymret over de seneste voldelige sammenstød og de tiltagende spændinger i Jerusalem. Vi fordømmer på det stærkeste enhver form for vold, siger det amerikanske udenrigsministeriums talsmand John Kirby.

Jordans konge advarer samtidig Israel om, at "alle yderligere provokationer i Jerusalem vil skade relationerne mellem de to lande".

Jordan fordømmer, hvad landet kalder den israelske hærs indtrængen i Al-Aqsa.

Israelsk politi siger, at en halv snes demonstranter er blevet anholdt.

Muslimske aktivister frygter, at Israel har planer om at ændre de regler, der gælder for området omkring Al-Aqsa moskeen, fordi jødiske højrefløjsgrupper presser på for at få mere adgang til tempelområdet. Nogle skulle angiveligt have planer om at opføre et nyt tempel.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har forsikret, at regler og lovgivning på området vil forblive, som de er. Men mange palæstinensere mistror ham.

Moskéen blev bygget på ruinerne af det jødiske Salomon-tempel, som blev ødelagt af romerne i år 70, og hvis eneste tilbageværende del er Grædemuren.

Grædemuren ligger lige neden for området med al-Aqsa, den tredjestørste helligdom inden for islam.

/ritzau/Reuters