Hårde kampe i kaotisk Aden

Skrevet af admin

19/03/2015

Dagens topnyheder

Soldater beskød onsdag uidentificerede fly med anti-luftskyts ved præsidentpaladset i den sydlige by Aden i Yemen, hvor der lød flere høje eksplosioner, siger øjenvidner til Reuters.

Der stod en røgsøjle op fra et højdedrag, hvor præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi har base, siger vidnerne. Det står ikke klart, om præsidenten er på stedet. Ifølge rapporter skal han være blevet evakueret fra paladset.

Lokale paramilitære styrker, en oprørsk general og al-Qaeda celler har forvandlet Aden til en krudttønde, efter at Yemens præsident flygtede til Aden fra hovedstaden Sanaa i sidste måned.

Præsident Hadi flygtede til Aden efter at være flygtet fra husarrest under den shiamuslimske Houthi-milits, som har vundet kontrol over hovedstaden.

Hadi støttes af Vesten og af landene ved Den Persiske Bugt, og han har svoret, at han vil genvinde magten fra Aden, som engang var hovedstad i det tidligere uafhængige Sydyemen.

Men iagttagere siger, at det langt fra er sikkert, at han vil kunne tilbageerobre kontrollen over landet.

Hadi betegner Houthi-bevægelsens fremfærd som et kup.

Det var med hjælp fra præsidentgarden, at Hadi tidligere flygtede fra sin husarrest og formåede at komme til Aden, hvor han har opbakning fra flertallet af befolkningen.

Præsidentens tilhængere i byen afviser at anerkende det præsidentielle råd, som Houthi-militsen har indsat i stedet for Hadi.

Houthi-bevægelsen indtog Sanaa i september. I januar væltede den shiamuslimske milits Hadi og premierminister Khaled Bahah, som begge blev sat i husarrest.

Yemen har været politisk lammet, siden Hadi og regeringen blev væltet, da den shiitiske gruppe opkaldt efter sin tidligere leder Hussein Badreddin al-Houthi erobrede præsidentpaladset i januar.

Den tidligere præsident har været en af USA's vigtigste allierede i kampen mod al-Qaeda.

/ritzau/Reuters