Hårde kampe i Sydsudan forud for fredsforhandlinger

Skrevet af admin

02/01/2014

Dagens topnyheder

Hårde kampe fortsætter med uformindsket styrke i Sydsudan, selv om parterne i konflikten gør klar til fredsforhandlinger i Etiopien.

En talsmand for den sydsudanesiske hær siger, at kampene blandt andet fortsætter i Bor.

De krigende parter har sendt repræsentanter til Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, hvor fredsforhandlinger er tæt på at gå i gang efter næsten tre ugers blodsudgydelser, som har kostet tusindvis af menneskeliv i verdens yngste land.

Sydsudan blev selvstændigt fra Sudan i 2011.

Repræsentanter for regering og oprørere gør klar til møder ved forhandlingsbordet i et luksushotel i den etiopiske hovedstad, mens nødhjælpsarbejdere advarer om en tiltagende krise for civile på grund af fortsatte kampe.

- Vi er parate til forhandlinger, siger et medlem af oprørernes delegation. Han tilføjer, at det stadig er uklart, hvornår og hvordan de første møder begynder.

- Det vides ikke med sikkerhed, om alle deltagere er ankommet, siger talsmanden, som antyder, at reelle møder måske ikke vil finde sted torsdag.

Nødhjælpsorganisationer advarer om, at der er akut behov for vand og fødevarer blandt de mange tusinde, som er blevet tvunget til at forlade deres hjem. I Awerial flygtningelejren på Nilens bredder er der nu over 75.000 flygtninge.

- Der er ikke noget rent drikkevand. Der er boret fem steder. Det er simpelt hen ikke nok, siger David Nash fra Læger unde Grænser til BBC.

- Folk drikker vand direkte fra Nilen. Det er mudret vand. Det er ikke godt. Og der er ingen latriner. Der er stor risiko for udbrud af sygdomsepidemier, siger han.

Sydsudans præsident, Salva Kiir, har erklæret undtagelsestilstand for to af landets 10 provinser, Unity og Jonglei, skriver regeringen på Twitter.

De to provinser har været centrum for kampe mellem regeringstropper og oprørere de seneste uger.

FN frygter, at det reelle dødstal kan være på flere tusinder.

Både regeringen med præsident Salva Kiir i spidsen og oprørerne på den afsatte vicepræsident Riek Machars side har givet udtryk for, at de er enige om at indgå våbenhvile.

Kiir har beskyldt sin rival Machar for at ville begå et kup, hvilket Machar har afvist.

Kampe brød ud 15. december i hovedstaden Juba, og siden har uroen spredt sig til andre dele af landet.

/ritzau/AF