Hårdt benarbejde fra Kolding's politikere skal sikre ansigtsløft til Hejlsminde

Skrevet af Elo Christoffersen

11/06/2013

Dagens topnyheder

Hejlsminde blev for kun en måned siden omtalt i flere regionale medier, da arrangementet ”smuk landsbydag” bragte omkring 60 af byens 100 beboere på gaderne for at fjerne affald fra stranden, fylde blomsterkummer og rydde ukrudt.

En række af Hejlsmindes initiativrige borgere trækker nu igen i arbejdstøjet for at arrangere et sponsor-cykelløb, der skal være med til at sikre området en ny legeplads, en sti langs molen og hvis muligt et bredere fortov langs stranden

Målet med sponsor-cykelløbet i Hejlsminde er at samle penge ind til en ny lege/-familieopholdsplads til byens lokale børn samt de mange turister, en sti langs molen med borde og bænke hvorfra solopgangen kan nydes og endeligt hvis muligt et bredere fortov med en siddemur ud til stranden.

Initiativet er i forlængelse af, at Kolding byråd allerede har afsat 800.000 kroner i budgettet for 2013 til kystsikring af stranden i Hejlsminde. Strandpromenadeudvalget, der består af alle lokale beboerforeninger i lokalrådet og Hejlsminde Bådelaug, samarbejder i øjeblikket med kommunen om at samtænke den planlagte udvidelse af lystbådehavnen med sikringen af Havnevej.

Omkring 50 personer blev spurgt om de ville deltage i løbet, og initiativtagerne bag cykelløbet kan med stolthed konstatere at, at 27 ryttere har sagt ja til at træde i pedalerne og være med til at sikre, at Hejlsminde forbliver en perle alle kan nyde.

Cykelløbet afvikles i Hejlsminde den 15. juni klokken 9.30-10.30. Hver rytter har en række sponsorer, som sponserer rytterne for hver kilometer de tilbagelægger på en time. Det er en udfordrende rute, da løbet køres op af Toldbakken med målområde på havnen. Selve ruten er på 1,8 kilometer, så rytterne vil kunne ses og heppes på hele ruten mange gange.

Arrangementet efterfølges af indvielse af Hejlsminde Natursti  ”Rundt om Noret” klokken 11.