Hårdt kvæstet forsker er fri af tysk grotte

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Den hårdt kvæstede tyske forsker Johann Westerhauser er efter 12 dage reddet op fra Tysklands dybeste grotte efter en usædvanlig redningsaktion, skriver nyhedsbureauet dpa.

- Redningsmandskabet trak ham fri af grotten klokken 11.44, og han får nu akut behandling, siger en talsmand for redningsarbejderne.

Ved indgangen til grotten i 1800 meters højde stod læger og ventede på at behandle den kvæstede.

Det er 12 dage siden, at forskeren blev kvæstet af nedfaldende klippestykker, der ramte ham i hovedet og i brystet.

Redningsaktionen har taget så lang tid, da den kvæstede ikke kunne stå oprejst.

Redningsholdet, der tæller op mod 200 personer, har været seks dage om at transportere den 52-årige forsker op fra grotten. 70 redningsarbejdere har arbejdet nede i grotten.

Westerhauser blev hejst op i etaper, efter at der blev bygget fem bivuakstationer forskellige steder, hvor hans båre kunne holdes i ro i den smalle grotte ved Riesending på grænsen mellem Tyskland og Østrig.

Etaperne mellem hver bivuak var præget af utallige op- og nedstigninger.

Johann Westerhauser blev ramt i hovedet og bryst af nedfaldende klippestykker i 1000 meters dybde pinsesøndag.

En 42-årig forsker, der var med på ekspeditionen, klatrede ud af grotten alene for at hente hjælp. Det tog over 12 timer at kravle op og få de første redningsfolk frem til grotten.

Det labyrintagtige grottesystem er først blevet udforsket af forskere fra 2002. Det er over 19 kilometer langt og op til 1148 meter dybt. Den kvæstede er blandt dem, som opdagede grotten.

/ritzau/dpa