Hårdt medtaget Tony Martin fortsætter

Verdensmesteren i enkeltstart, Tony Martin, har fået grønt lys til at fortsætte på Tourens 2. etape trods smerter og flere bevidsthedstab efter løbets 1. etape, hvor han styrtede grimt.

Omega Pharma-Quick Step-rytteren røg i asfalten i den hektiske finale på 1. etape fra Porto-Vecchio til Bastia, og han måtte efterfølgende til undersøgelse på hospitalet.

- Der er ikke brækket noget. Det mest bekymrende var, at han var bevidstløs, så de måtte hente ham med ambulance, siger tyskerens sportsdirektør Brian Holm.

Netop det, at den tyske rytter besvimede et par gange, mens han var i holdbussen kort efter etapen, bekymrede holdlægen.

- Det kan være mange ting - varmen eller chokket. Det er en lang lægelig forklaring, men vi var en overgang bange for, han havde slået hovedet. Det største skrækscenario var, hvis han havde indre blødninger, siger Brian Holm.

Tyskeren må køre videre med nogle gevaldige blodsamlinger og hudafskrabninger, hvilket med garanti kommer til at koste ham smerter de kommende dage.

Sidste år styrtede han helt i starten af Tour de France og kørte alligevel videre i en uge med en brækket hånd, så der skal meget til at stoppe Tony Martin.

- Der er ikke meget, der er normalt i Tour de France. Det er op til lægerne at vurdere, om en rytter kan køre videre eller ej.

- Man prøver altid at fortsætte. Var det sket hjemme, var han nok blevet på hospitalet. Hvis det er ikke får følger for helbredet, så starter man gerne dagen efter i Touren.

Det belgiske mandskab regner med at køre for Mark Cavendish på 2. etape. Den tidligere verdensmester får dog problemer med at komme over søndagens stigninger, vurderer Holm.

- Vi må prøve at holde Mark ude af problemer. Jeg tror ikke, at han kommer hen over stigningerne med de forreste, men vi må prøve at lukke hullet, når vi er kommet over de to stigninger. Vi kører for Mark, siger Brian Holm.

/ritzau/

 

Dagens Gossip