Hårdt program svækker Bakken Bears før pokalfinale

Skrevet af admin

18/01/2014

Dagens topnyheder

Svendborg Rabbits kan håbe på, at Bakken Bears har trætte ben i søndagens pokalfinale i Horsens. For aarhusianerne spiller sin tredje kampe på kun seks dage - alle på udebane.

Bakken Bears havde tirsdag en lang tur til Ural Ekaterinburg i Sibirien, og holdet spillede ligakamp i Næstved torsdag aften.

Den tidligere Bakken Bears-spiller Peter Wang mener, at det er en klar fordel for Svendborg, men ikke nok til at tage titlen.

- Det er Svendborgs held, at Bakken kan være en lille smule brugte. Bakken har haft et meget hårdt program. Der var 4000 kilometer til Ural, siger Peter Wang, der i dag er basketball-kommentator på dk4.

- Jeg vil dog ikke lægge for meget i det, og jeg tror da også, at Bakken vinder søndag. Jeg kan ikke forestille mig andet.

- Men der sidder noget i benene, Bakken-spillerne er brugte. Og det er kun godt, for ellers er de sgu alt for gode, mener han.

Peter Wang betegner Bakken Bears som klare favoritter - ikke bare i pokalturneringen, men også til DM-guldet.

- Jeg synes, at Bakken er klart bedre end alle andre danske klubber. Så kommer Svendborg, Randers og Horsens, som godt kan drille på den rigtige dag.

- Men de driller ikke i en syvkamps-serie. Der er ingen hold, der slår Bakken over syv kampe. Medmindre - som tilfældet er lige nu - at der sidder to gange 4000 kilometer i benene og tre kampe inden for seks dage.

- En pokalfinale kan altid vippe den anden vej, og Svendborg er så gode, at de kan vinde den kamp. Den finale skal nok blive rigtig sjov, vurderer Peter Wang.

Søndagens pokalfinale for herrer spilles klokken 14.45. Pokalfinalen for kvinder mellem Sisu og Hørsholm 79'ers går i gang søndag klokken 12.15 - også i Horsens.

/ritzau/