Hårdt såret forsker er fri af tysk grotte

Den hårdt kvæstede tyske forsker Johann Westerhauser er reddet op fra Tysklands dybeste grotte efter en langvarig og vanskelig redningsaktion, skriver nyhedsbureauet dpa.

- Redningsmandskabet trak ham fri af grotten klokken 11.44, siger en talsmand for redningsarbejderne.

Den 52-årige forsker er blevet hejst op i etaper, efter at der blev bygget fem bivuakstationer forskellige steder, hvor hans båre kunne holes i ro i den smalle grotte ved Riesending på grænsen mellem Tyskland og Østrig.

Etaperne mellem hver bivuak bivuak var præget af utallige op- og nedstigninger.

Redningsholdet tæller i alt op mod 200 personer.

Johann Westerhauser blev ramt i hovedet og bryst af nedfaldende klippestykker og blev fanget i 1000 meters dybde i Tysklands dybeste grotte pinsesøndag.

En 42-årig forsker, der var med på ekspeditionen, klatrede ud af grotten alene for at hente hjælp. Det tog over 12 timer at kravle op og få de første redningsfolk frem til grotten.

Det labyrintagtige grottesystem er først blevet udforsket af forskere fra 2002. Det er over 19 kilometer lang og op til 1148 meter dybt. Den sårede er blandt dem, som opdagede grotten.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV