Hårfin optakt til »Det Skaldede Bjerg«

Tour-feltet indledte 14. etape i en debuterende startby og sluttede i en langt mere erfaren en af slagsen. Fra Saint-Pourçain-sur-Sioule i Auvergne-regionen til Lyon, Rhône-områdets hovedstad, der for 16. gang er vært for en etape.

Frankrigs kulinariske hovedstad tog imod en udbrydergruppe, der buldrende kom spurtende over målstregen. En spurt efter et dagslangt udbrud, der så Lars Bak ende på sjettepladsen. Danskeren havde før de 191 kilometers ridt luftet ambitioner om at vinde etapen og gjorde sit til, at det blev ved mere end snakken. Han blev dog afslutningsvis offer for gemen taktik og sendrægtighed blandt de øvrige udbrydere.

Der var forsøg på udbrud allerede fra etapens start, men der gik godt 100 kilometer, før det for alvor lykkedes en 18-mands stor gruppe at vriste sig fri af et felt og få et afgørende forspring. Feltet tog sig herfra en slapper og lidt af en hviledag på det rullende kontor.

Jens Voigt, Lars Bak og Blel Kadri stak allerede af sted efter tre kilometer, og undervejs fik de følgeskab af flere ryttere. De første 100 kilometer var dog præget af nerve og høj intensitet, så der blev brugt kræfter på at holde tropperne samlet på en etape, der med enkelte stigninger havde præg af en semi-bjergetape.

Bak manglede det sidste held

Godt halvvejs gennem etapen fik udbruddet, der nu bestod af 18 lykkeriddere, efterhånden lov til at køre, og det udbrud holdt samlet indtil næstsidste stigning omkring Coté de la Duchére, hvor Julien Simon (Sojasun) stak af. Lars Bak (Lotto-Belisol) forsøgte kort efter at sætte den øvrige forfølgergruppe, men blev kørt ind af to omgange til frustration for den danske rytter.

»Vi gav den alt i to timer og giver den alt i finalen. Jeg prøver to gange at komme væk og har hullet, men man skal lige have heldet. Jeg var færdig og havde ikke meget at spurte med,« siger Lars Bak.

»Der var stærke ryttere til sidst, og når vi sidder 18 mand, så er det et spil i lotteriet. Alle sidder og er på vagt.«

I stedet blev Simon kørt ind af den samlede gruppe og i den afsluttende spurt lod rytterne hånt om, at de befandt sig i terræn med vine fra Beaujolais og Coté de Rhône og Lyon-delikatesser, der indbyder til stille dage i skyggen frem for vanvidsaktioner med albuerne ude og hovedet bøjet frem over styret mod målstregen.

Den hæsblæsende duel på centimeter vandt italienske Matteo Trentin (Omega Pharma - QuickStep) i det franske solskin, mens Lars Bak, der allerede før Tour de France begyndte, havde udset sig netop 14. etape som den, der passede ham bedst, i stedet måtte nøjes med en sjetteplads.

Hovedfeltet kom luskende godt syv minutter efter vindergruppen - tydeligvis med tankerne mod dagens etape. Her venter den ikoniske knold »Det Skaldede Bjerg«, Mont Ventoux, i Provence som afslutning på den 242 kilometer lange etape i varme, høj luftfugtighed og klaustrofobiske skovstrækninger.

Dagens Gossip