Hackere angriber flyselskab: 1400 passagerer forsinket

Skrevet af admin

22/06/2015

Mest læste i dag

Hackere var søndag skyld i, at lufthavnen i Polens hovedstad, Warszawa, måtte aflyse adskillige afgange. Over 1400 passagerer blev ramt af aflysningerne.

Ifølge en talsmand for det polske luftfartsselskab Lot har det ikke tidligere været udsat for et cyberangreb af den slags.

It-kyndige havde ulovligt skaffet sig adgang til Lots netværk af computere ved 15-tiden søndag eftermiddag. Hændelsen, der førte til aflysning af ti afgange, blev løst ved 21-tiden.

Lot forklarer i en meddelelse, at selskabet på grund af "it-angrebet" var ude af stand til at udarbejde de flyveplaner, der er en forudsætning for, at fly må gå i luften.

De polske efterretningstjenester efterforsker sagen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Cyberangreb mod flyselskaber er indtil videre usædvanlige, men bekymringen i branchen for den type hændelser er stigende.

Eksperter har blandt andet talt om risikoen for, at terrorister ved at trænge ind i selskabernes computersystemer muligvis kan overtage kontrollen med fly og fjernstyre dem.

I december sidste år sagde FN's luftfartsorganisation, Icao, at cyberangreb kan udgøre en alvorlig trussel mod sikkerheden i luften, og i april i år advarede de amerikanske myndigheder om, at hackere kan udnytte de underholdningssystemer, som de fleste passagerfly er udstyret med, til at sabotere de elektroniske systemer i cockpittet.

/ritzau/AFP