Hackere lækker 91 politikeres cpr-numre

Hackere har lækket cpr-numre på 91 folketingsmedlemmer. Det drejer sig om de politikere, der har været med til at stemme en lov igennem, som opretter et nyt center for cybersikkerhed, skriver Politikens netavis.

Hackernes motiv er angiveligt at sætte fokus på loven, som nogle mener er for vidtgående og krænker beskyttelsen af danskernes ret til privatliv.

Hos Københavns Politi har advokaturchef Dorit Borgaard for øjeblikket ingen kommentarer til den nye læk af cpr-numre, oplyser hun til Ritzau.

Den nye lækage kommer i forlængelse af, at cpr-numre på statsministeren, forsvarsministeren og SF's folketingsmedlemmer er blevet lækket.

I forbindelse med lækken af ministrenes cpr-numre indgav Forsvarsministeriet en anmeldelse til politiet, og Dorit Borgaard fortalte i den forbindelse, at man indledte en efterforskning af sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip