Hackere oprettede bagdøre til offentlige registre

Et hul i sikkerheden gjorde det i 2012 muligt for hackere at trænge elektronisk ind i et stort computeranlæg - en såkaldt mainframe - hos virksomheden CSC i Valby.

Mainframen indeholdt flere offentlige registre, blandt andet CPR-registret og politiets kriminalregister, og nu er to mænd tiltalt for at stå bag. Sagen mod dem er tirsdag indledt ved Retten på Frederiksberg.

- Efter at have fået adgang til systemet, så oprettede hackerne tre bagdøre, som gjorde det muligt for dem at komme ind i systemet, selv hvis det oprindelige hul blev lukket, fortæller vicestatsadvokat Anders Riisager, der er anklager i sagen.

En 21-årig dansker er tiltalt i sagen. Sammen med ham sidder 33-årige Gottfrid Svartholm Warg fra Sverige på anklagebænken.

- Warg er formentlig et geni med en computer. Det tror jeg heller ikke selv, at han vil bestride. En Google-søgning vil afsløre, at han er i miljøet omkring WikiLeaks’ stifter Julian Assange, fortæller Anders Riisager.

Warg er i Sverige dømt for hacking, men også - tilbage i 2009 - for krænkelse af ophavsret. Den gamle dom afsonede han aldrig, fordi han flygtede til Cambodja.

Det var her, han i august 2012 blev anholdt efter anmodning fra svensk politi, som siden fik nys om angrebene mod CSC og underrettede dansk politi.

- Hackingen holdt op præcist samtidig med, at Warg blev anholdt. Selv om bagdørene først blev fjernet af CSC i februar og marts 2013, fortæller Anders Riisager.

Såvel Warg som den unge dansker, som ifølge anklagemyndigheden har opfordret Warg til at trænge ind i systemerne, nægter sig skyldige.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip