Hackere trængte sig ind på computer i Udenrigsministeriet

Skrevet af admin

21/01/2016

Dagens topnyheder

Under et intensivt angreb mod Udenrigsministeriet lykkedes det sidste år for en velorganiseret hackergruppe at trænge igennem ministeriets forsvarsværker og inficere en computer på en dansk ambassade med et ondsindet program designet til fjernkontrol og til at stjæle data.

Det skriver Jyllands-Posten.

Oplysningerne fremgår af en ny rapport fra Center for Cybersikkerhed, der hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Ifølge centerets chef, Thomas Lund-Sørensen, er der er tale om "en form for statsstøttet angreb".

- Alt peger i retning af, at en stat står bag, siger Lund-Sørensen, der ikke vil sætte landenavne på.

Alt tyder dog på, at hackergruppen har opereret fra et land i Mellemøsten, fordi den anvender arabiske navne og begreber, skriver Jyllands-Posten.

Virussen blev sendt til en medarbejder skjult i en vedhæftet fil i en e-mail. Der gik mindst fire måneder, før den skadelige indtrængen blev opdaget, hvorefter det tog en måned at få fragtet maskinen hjem til analyse ifølge avisen.

Cybersikkerhedschefen siger, at man aldrig før har kunnet konstatere, at hackere er lykkedes med at få såkaldt malware placeret på ministeriets computere. Der skulle dog ikke være blevet stjålet nogen data, lyder det fra både FE og Udenrigsministeriet.

Men it-sikkerhedseksperter, der har læst rapporten, siger til Jyllands-Posten, at man ikke kan udelukke, at hackerne har nappet informationer.

/ritzau/