Hackerne mod samfundet

»Det måtte jo komme på et tidspunkt. Der foregår et konstant kapløb mellem dem, der vil kompromittere systemerne, og dem der prøver at sikre dem,« siger advokat Martin von Haller Grønbæk, ekspert i IT-ret, til avisen.

Ifølge Shehzad Ahmad, chef for DK-CERT, der overvåger netsikkerheden i Danmark, må vi leve med risikoen, for det er ikke muligt at lave IT-systemer 100 procent sikre.

»Det er ikke sidste gang, at vi ser sådan en sag,« siger han.

Op imod fire millioner danskeres CPR-numre, oplysninger om efterlyste personer i Schengen-registrene samt 10.000 tjenestemænds password og email-konti kan være downloadet fra IT-leverandøren CSCs hovedcomputere i en periode fra april til august 2012, oplyser Københavns Politi.

En 20-årig dansk mand blev torsdag varetægtsfængslet for fire uger som mistænkt i sagen. Samtidig begæres en svensk statsborger udleveret. Politiet bekræfter, at det drejer sig om den 28-årige Gottfrid Svartholm Warg. Han er medstifter af den omstridte fildelingstjeneste The Pirate Bay og omtaler sig selv som en »frihedskæmper«, der slås for et åbent internet for alle. Men spørgsmålet er, om han kun er drevet af ideologi. De svenske myndigheder anklager ham i en anden sag for forsøg på overførsel af 5,7 millioner svenske kroner fra Nordea-konti.

Dagens Gossip