Hackertiltalt nægter at åbne computer for politiet

Skrevet af admin

10/09/2014

Mest læste i dag

Rigspolitiets fremmeste it-eksperter har ikke evnet at trænge ind i en krypteret computer, som tilhører 21-årige JKT. Og JKT agter heller ikke at hjælpe dem.

Det fortæller den unge mand onsdag ved Retten på Frederiksberg, hvor han afgiver forklaring i den sag, hvor han sammen med svenske Gottfrid Svartholm Warg er tiltalt for omfattende hacking af offentlige registre.

- Der findes ikke noget på den computer, som relaterer sig til den her sag. Og jeg ønsker ikke, at politiet skal have adgang til alle mulige private oplysninger i form af kærestebreve og den slags. Jeg kan ikke huske, hvad der ligger på computeren, siger JKT fra vidneskranken.

Computeren er beskyttet af en såkaldt kryptering. Ved anholdelsen i juni 2013 var JKT i besiddelse af en udhulet skakbrik, og inden i den lå et datakort, som skal bruges til at åbne computeren.

- Den er beskyttet af en standard-kryptering. Jeg ved ikke, om den er speciel svær at bryde, men det er jo meningen, siger JKT.

Senioranklager Maria Cingari er uforstående over for, at JKT ikke vil forsøge at gavne sin egen sag og hjælpe politiet. JKT har siddet varetægtsfængslet i cirka 15 måneder i sagen.

- Jeg kommer jo ikke ud af fængslet, hvis jeg hjælper jer, lyder det fra JKT, og hans advokat, Michael Juul Eriksen, er ikke sen til at spille bolden videre.

- Hvis du kan sige, at min klient bliver løsladt, så vil vi gerne hjælpe, lyder det fra advokaten, og den bemærkning fik flere tilhørere til at bryde ud i latter.

- Jeg synes ikke, der er noget at grine af, udbryder anklageren mod tilhørerrækkerne.

JKT har på intet tidspunkt i sagen villet udtale sig til politiet. Hans forklaring ved onsdagens retsmøde er således første gang, at anklagemyndigheden hører hans udlægning.

- Det er min forsvarer, som har rådet mig til ikke at sige noget. Han har ment, at det var den bedste strategi, fortæller JKT.

Den 21-årige har erkendt, at han i en chat har drøftet mulighederne - og også været interesseret i - at opnå adgang til CSC's store dataanlæg, som rummer de hackede registre.

Han nægter dog at have gjort det, som han er tiltalt for, og han fortæller, at hans interesse udelukkende bunder i, at han har hørt, at det skulle være umuligt at hacke sådanne dataanlæg.

Den svenske tiltalte har erkendt, at hackerangrebet er sket via hans computer. Men han hævder, at den har været fjernstyret, og at det ikke er ham, som står bag.

Der ventes dom i sagen den 31. oktober.

/ritzau/