Haderslev frygter statsligt redningsberedskab

I disse dage går forhandlingerne om fremtidens redningsberedskab i gang på Christiansborg. En konsulentrapport lægger op til, at redningsberedskabet på væsentlige områder skal overgå til staten. Det vil i givet fald få store konsekvenser for Haderslev Kommune og Sønderjylland, hvor der er en meget lang tradition for frivillige brandværn.

- I Haderslev Kommune er vi netop i gang med at revidere strukturen i brandvæsnet for netop at sikre et tidssvarende og robust beredskab tæt på borgerne. Med den nuværende model har vi en velfungerende ansvarsfordeling mellem stat og kommune og særligt i Sønderjylland har vi på dette område et unikt aktivt medborgerskab i form af de frivillige brandværn, som spiller en vigtig rolle i kommunens beredskab, siger fungerende borgmester H.P.Geil.

Kommunernes Landsforening (KL) har også kritiseret konsulentrapporten og fremhæver blandt andet, at de frivillige brandværn i Sønderjylland slet ikke regnet med. Desuden bemærker KL, at forventningen om at kunne spare 22,5 % på området er urealistisk. I forvejen bruger vi i Danmark få penge på redningsberedskabet sammenlignet med vore nabolande. Hver dansker betalte sidste 339 kr. for redningsberedskabet, mens svenskerne brugte 568, nordmændene 560 og finnerne 698 kr. pr. indbygger for deres redningsberedskab.

- Her er man simpelthen gået for vidt i ønsket om at centralisere, alene omstillingsprocessen ville tage flere år, og hvorfor i det hele taget ændre på en model, der fungerer så godt, slutter H.P.Geil.

Dagens Gossip