Hækkerup: Atomaftale har perspektiv til mere

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Den historiske aftale, som Iran og seks af verdens mest magtfulde nationer nåede frem til natten til søndag, er første skridt på vejen til en endelig aftale med henblik på at begrænse Irans berigelse af uran og mulighed for at anskaffe atomvåben.

Emnet har i årevis vakt stor bekymring i det internationale samfund, og aftalen, der løber over seks måneder, er et vigtigt skridt på vejen, siger fungerende udenrigsminister Nick Hækkerup (S) til Ritzau.

- Det er en god aftale med et godt perspektiv.

- Det er det første spæde skridt i den rigtige retning, hvor man stopper Irans mulighed for at berige uran og begynder at afvikle det, siger Nick Hækkerup.

Ifølge aftalen har Iran fortsat en begrænset mulighed for at berige uran mod til gengæld at lade programmet overvåge af det internationale atomagentur, IAEA.

Iran lover at stoppe atomberigelse over fem procent og at afmontere udstyr, der gør det muligt at gå over fem procent. Berigelse af atommateriale over 20 procent kan anvendes til udvikling af atomvåben.

Til gengæld lempes en række internationale sanktioner over for Iran i størrelsesorden syv milliarder dollar (38,5 milliarder kroner).

Nick Hækkerup forventer, at Iran lever op til aftalen, for hvis landet ikke gør, vil det internationale samfund opdage det og genindføre sanktioner.

- Jeg håber meget, at de vil leve op til den. Det tror jeg også, for der er grundige opfølgningsmekanismer, så hvis iranerne ikke lever op til aftalen, vil det blive opdaget hurtigt, siger han.

Forhandlingerne i Geneve har stået på siden onsdag.

Udenrigsministrene fra de såkaldte P5+1-magter (de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland, red.) USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland, sluttede sig lørdag morgen til forhandlingerne.

/ritzau/