Hækkerup: Fange har været tilbageholdt længere, end vi har lyst til

»Vi arbejder benhårdt på at finde en løsning, hvor vi kan overdrage ham til et fængsel eller facilitet, hvor vi kan være sikre på, at der ikke er risiko for tortur. Forhåbentlig går der ikke så lang tid endnu,« siger Nick Hækkerup til Berlingske Nyhedsbureau.

Amnesty International og flere eksperter siger mandag til dagbladet Information, at den lange varetægt uden rettergang er et brud på internationale konventioner, og fangen bør hurtigst muligt overføres til et sted, hvor han kan retsforfølges. Enhedslisten er enig i kritikken.

»Den her fange skal have en retfærdig rettergang, og det skal vi have sendt en klar opfordring til Nick Hækkerup om, at han skal sikre. Det kan ikke nytte noget, at Danmark ikke lever op til internationale konventioner,« siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen (Ø).

Nick Hækkerup mener, at den konkrete sag illustrerer det dilemma, Danmark af og til står i.

»Vi vil på den ene side sikre, at de fanger, vi tager, overleveres til retsforfølgning på en måde, hvor vi ikke risikerer, at de bliver udsat for tortur. Før vi er sikre på det, vil vi ikke overlevere fanger til afghanerne, og derfor er vi kommet til at holde på ham her længere, end vi har lyst til. På den anden side vil vi gerne sikre, at retsforfølgningen sker så hurtigt som muligt,« siger Nick Hækkerup og tilføjer om den konkrete sag:

»Der er begrundet mistanke om, at den konkrete person, vi har taget til fange, har været med til at konstruere og/eller udlægge vejsidebomber, som har dræbt og lemlæstet soldater. Derfor vil vi gerne have ham for en dommer og ikke bare slippe ham fri,« siger forsvarsministeren.

Dagens Gossip