Hækkerup: Fokus bliver danske arbejdspladser

Det var en tydelig bevæget Nick Hækkerup, der fredag middag fik overdraget sit nye ministerium - Handels- og Europaministeriet.

Selv om han først fik besked om sit ministerskifte torsdag, har han allerede dannet sig så stort overblik, at han ved, hvad det overordnede fokus bliver i det nye ministerium.

- Overordnet bliver mit fokus danske arbejdspladser. Altså at sikre at udenlandske virksomheder ser fordelen ved den danske offentlige sektor, og slår sig ned her.

- Og dermed sikre, at der kommer arbejdspladser til landet, siger Nick Hækkerup til Ritzau.

Den tidligere europaminister, Nicolai Wammen (S), og handelsminister, Pia Olsen Dyhr (SF) deltog i den officielle overdragelse i Udenrigsministeriet.

I den traditionsrige gaveudveksling gav Pia Olsen Dyhr sin afløser en skridttæller.

- Men de mange timer, du nu kommer til at sidde i et fly, får du brug for at gå mange skridt, sagde Olsen Dyhr.

- Nick, fra din tid som forsvarsminister kommer du til at trække på din viden inden for det globale marked.

- Du har et klart udenrigspolitisk udsyn, som kommer dig til gode her, sagde Nicolai Wammen, der i forbindelse med rokaden overtager Hækkerups post som forsvarsminister.

Under overdragelsen signalerede Nick Hækkerups mimik, at han gerne havde fortsat som forsvarsminister.

Tidligere fredag udtalte han, at han "var ked af, at han ikke skal være forsvarsminister længere".

Hækerup kommenterede ikke direkte på skiftet, men kom det nærmere ved en indirekte bemærkning.

- Man ved aldrig, hvor tilværelsen tager en hen, sagde han kryptisk.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV